Jeg er lidt vild med at undres. Eller, nu lyver jeg… jeg er MEGET vild med at undres. Det er faktisk lidt af en hobby.
Jeg undres over mange ting. Eksempelvis kan jeg undres over de mennesker der dumper ind i mit liv – og jeg kan undres lige så meget over dem der siver ud. Hvorfor er nogen der er kort tid, nogen der i lang tid? Hvad er det, der ændres så vi lige pludselig ikke ses mere? Hvad er det, der gør at vi bliver tiltrukket af nogen eller noget, eller frastødt – eller måske endda bare er helt ligeglade?
Jeg undres også over hvordan moden skifter. Jeg er klar over at det er et smart trick for at sælge mig nyt tøj, nyt hår , nye sko og nyt tilbehør – og at det handler om at gøre det umuligt for mig at bruge det fra sidste år… eksempelvis er det smart at lade bukserne gå fra stramme til vidde, for så kan man ikke genbruge… den anden vej er straks værre (for dem der vil sælge) for så kan du jo bare sy bukserne ind…
Hele tiden nye mystiske snit, nye mere eller mindre uheldige frisurer der alle sammen ender med at være smarte fordi tilpas mange gør som de andre og derved vænner vi os til det, og når vi har set det tilpas meget er det rart, og derefter smart…
MEN, har du kigget i dit familiealbum for nylig?? Og set hvordan du så ud for 10 og 20 år siden? – MILDE moster…. Jeg har da nok lige et par billeder hvor jeg tænker at det var heldigt at jeg gik under betegnelsen ”smart” for som jeg ser det nu, er det bare mærkeligt.
Man kan undres over meget. Ikke alt er lige opmuntrende. Jeg undres over ligegyldighed, over skrald på fortove og veje, over energispild, madsvineri, egoisme (og her mener jeg både den egoisme der hedder ”du har mere end mig, hit med noget af dit” og den egoisme der hedder ”det er mit, skrid!”) – jeg undrer mig over at der findes afstumpede børn – børn der mishandler dyr og hinanden. At de ikke, hjemmefra, har lært hvordan man behandler andre, at det ikke er sjovt at se andre lide, og jeg kan græde over de er så følelseskolde, for det tænker jeg , betyder at de ikke har lært om kærlighed på den måde det skal læres – nemlig ved kram, tryghed og anerkendelse. Det undrer mig at der findes forældre der mener at dén opgave tilhører samfundet.
Jeg undrer mig over universet. Over hvordan kloden kan være så rund, at vi ikke føler at vi er på hovedet, når vi er det, at Solen er så varm, at universet ingen ende har, at vi tror vi ved det meste, at vi er så udviklede som vi er, og at vi stadig ved så lidt.
Jeg undres over at jordbær er så røde og appelsiner så orange, når begge er planter der bare har fået vand… tænk at alt den information om hvordan de skal se ud og smage har ligget i de små kerner??? Det er da for vildt!
Jeg undres over at det var nødvendigt for mig at skrive alt det her… lige midt i morgenmaden med Chris Rea og ”driving home for christmas” på julespillelisten og stearinlys på bordet… måske var det bare med tankerne på en god veninde der er gledet helt ud af mit liv der startede hele tankerækken– jeg undrer mig nemlig over hvorfor… Men nu er den også plantet hos dig, og lur mig, om du ikke undrer dig bare lidt næste gang du sætter tænderne i et stykke frugt….
