Egentlig lyder det jo meget smukt, men jeg kan mærke, at kombinationen af mit lysebrune hår, og det iøjenfaldende metalliske ”shine” – ikke rigtig spiller for mig… what to do, what to do??? – jeg ved det! – stiber… masser af striber, der ligesom zebraen, kan forvirre fjenden, så man ikke kan gætte, at jeg altså har brugt al min hårfarve op, lige dér.

Det er ikke bare skønt, at det kan lade sig gøre. Det er helt normalt, at snyde lidt med håret. Vi touperer det, styler det med lak, farver det og putter pynt i det. Men hvorfor er det ok at fikse lidt på håret, når det er ”no go” og nærmest på linje med doping, hvis man pynter lidt på resten af kroppen?

Her taler jeg ikke om tatoveringer og piercinger, som du ikke vil høre noget for, nej jeg taler om dem der, i afmagt får sig en gastrisk bypass, fordi de simpelthen ikke kan se andre måder, at starte deres vægttab på. Folk er skam imponerede nok, når du pludselig taber dig 20 kilo. Men fortæller du, at du har fået hjælp og en mindre mavesæk, så går jublen ligesom i sig selv. For nu har du ”snydt”.

Det er også snyd, at få en ansigtsløftning, at få rettet brysterne og få suget fedt ud af lårene. Men underligt nok, er det ikke snyd at få lavet negle?

Hvorfor er det, at det er snyd at få fyldt linjer, man er træt af, ud med restylane? – det har JEG GJORT!!!! – JA!!! Jeg er en svindler! – jeg har simpelthen fået fyldt en lodret fuge igennem mit ene øjenbryn – en fuge der blev lidt markant, syns’ jeg, da jeg åbenbart folder på en meget avanceret måde, når jeg sover. Det havde jeg ikke noget imod, jeg havde bare noget imod, at den ikke gik væk om dagen.

Derfor tog jeg ind til N’Age og fik fyldt min lille fuge i øjenbrynet, med restylane. Og nu jeg var der, så spurgte jeg, om man kunne gøre noget ved min mundvige, der altid har siddet på en måde, så det så ud som om jeg var sur, når min mund var lukket.

Det kunne man godt, og jeg gik derfra helt vildt  glad! – især fordi jeg ikke havde fået noget ind under huden som er farligt for mig, det er blot hyaluronsyre-gelé – og hyaluronsyre, danner kroppen selv i massevis af… så jeg vidste, at min krop ikke ville blive bange for de nye tilflyttere I mit øjenbryn og I mine mundvige.

Reaktionerne var meget forskellige… de fleste opdagede ikke noget, men jeg fik kommentarer om, at jeg så godt ud.

Tilgengæld var det sjovt at se reaktionerne, når jeg fortalte hvad jeg havde gjort… og ikke mindst, et par veninders trang til at fortælle det til andre, hvis jeg fik komplimenter… “jamen hun har også snydt!” – blev der sagt…

Sjovt, meget sjovt. Især når det kommer fra kvinder I høje hæle, med push-up strømpebukser, push-up bh, tuperet hår, kunstige negle, gennemepileret krop, falske vipper , make-up og spray-tan i hele ansigtet… hvad er snyd, og hvad er ikke snyd? – og er det egentlig ikke ligegyldigt?

Mærkeligt spørgsmål, ikke? – men når jeg spørger, så er det fordi ”kreativitet”” er noget vi ofte forbinder med malere, musikere, skuespillere og andre kunstnertyper. Mange, går fejlagtigt rundt og tror, at de ikke er kreative, men det er du!!

Udfordringen er, at du måske har glemt det. Du er ikke 4 år mere, for der findes ikke ret mange, der er mere kreative, end børn i den alder. Måske var det en god idé at skæve lidt til, hvad de gør, og hvad de laver, de børn dér. Måske var der noget at lære?

Børn er kreative. Kreativiteten blomstrer, når en fantasi og en tanke, måske endda en plan, føres ud i livet. Det er ikke sikkert, at alt lykkes som planlagt, men så er man ligesom i gang. Børn leger. Hele tiden. De finder på, de bliver opslugt, og de udvikler systemer og regler, der får deres lege til at give mening og fylde dem med følelsen af at udrette noget.

Børn har ikke lært, ”det kan man ikke” eller ”det gør man ikke” – de er stadig der (når de er små) hvor ALT er muligt, det skal i hvert tilfælde forsøges! – et eksempel jeg hørte Sir Ken Robinson fortælle, da han holdt et foredrag om kreativitet, var det ”clash” der var mellem en skolelærer, og en barn i børnehaveklasse.

Børnene sidder og tegner, og en lille pige, sidder med næsen helt nede i sin tegning, dybt opslugt af projektet… Læreren kommer over, og spørger nysgerrigt hvad det er hun tegner. Uden at løfte hovedet fra papiret siger hun ”Jeg tegner Gud”.

Læreren griner og siger, ”jamen ingen ved, hvordan Gud ser ud!” – og pigen svarer, igen uden at løfte hovedet, ”det ved de, om et øjeblik”.

Det er magisk, og mageløst, når man er lige dér, hvor tiden står stille, og alting bare kører… det føles som at cykle i medvind, man skal bare koncentrere sig om at nyde turen og styre, for al energien blæser dig i den rigtige retning.

Desværre piller vi kreativiteten ud af børnene, ved at proppe dem ind i små klasseværelser, hvor vi lærer dem at tænke i kasser og efter strenge restriktive krav. Der er ikke plads til kreativitet… hvis et barn i en skoleklasse på spørgsmålet: ”I hvilket slag, døde Napoleon?” svarer: ”hans sidste”. – så vil barnet blive irettesat, og få at vide, at det er forkert. Det er jo IKKE forkert, det er bare ikke det svar læreren ønskede… det var et dårligt stillet spørgsmål, og det fik et korrekt, og kreativt svar.

Vi lærer børnene, at det at kigge efter, er at snyde. Når de kommer ud i den virkelige verden, skal de så til at lære hvad vi alle, som voksne efterhånden har lært, nemlig at det er SMART at kigge efter, så du ikke skal opfinde alt selv, helt fra bunden af. Det hedder at få ”inspiration” – men i skolen er det at snyde.

Jeg drømmer om en skole, der tager børnene ud for at spille pool en hel dag, for bagefter at fortælle dem, at de i dag har haft matematik, og det de har lært, er geometri. At de tager på udflugt til en bondegård og følger med en hel dag, og dermed lærer om økologi. At alt hvad der undervises i, gøres på en sjov og vedrørende måde, at lektier fjernes helt, at den viden der læres er på baggrund af cases og egenoplevelser – for børn kan godt.. de er kvikke, de kan justere og regulere systemer så let som ingenting, hvis bare vi lader være med at ødelægge dem.

Men hvorfor skal du det? Hvorfor ikke forsøge at vende bøtten? Det er jo når aktierne er lavest, vi skal købe, ikke når de er højest. Det er når alt det vi plejer at gøre ikke virker, at vi skal gøre noget nyt, når korthuset falder sammen, så spil ”fisk” i stedet for at stirre mangtesløs på bunken.

Jeg tror på optimisme og begejstring. Det er en slags samlet mirakelkur mod det meste, og det får dit humør i et gear hvor du er kreativ og kan formulere og handle dig ud på den anden side i stedet for at sidde angst, fuldt bevæbnet, i en skyttegrav.

Det er så simpelt og alligevel så svært. Hvad sker der for et fodboldhold der lynhurtigt kommer foran 2-0 i en fodboldkamp? – de ÆNDRER TAKTIK?!?! – jow jow-… for nu skal de forsvare det de har, og deres motivation er ændret. De er i angst for at miste, og det hold de før løb over ende, er nu nede på deres banehalvdel hele tiden… De har nemlig intet at miste og sætter alt ind på at score mål…

Hvad hvis nu vores hold, dem der var foran, havde fortsat? Havde bevaret energien, engagementet og lysten til at gøre mere af det der virker i stedet for at blive angste for at miste?

Når jeg holder foredrag er det præcis dét jeg gerne vil sætte fokus på. Hvordan du hjælper dig selv med at gøre mere af det der virker, og ændre det der ikke virker. Det kan godt være at der er finanskrise, men når noget kan komme, kan det også gå igen… og jeg skal være den første til at pege på døren. Farvel og tak.

Jeg undres over mange ting. Eksempelvis kan jeg undres over de mennesker der dumper ind i mit liv – og jeg kan undres lige så meget over dem der siver ud. Hvorfor er nogen der er kort tid, nogen der i lang tid? Hvad er det, der ændres så vi lige pludselig ikke ses mere? Hvad er det, der gør at vi bliver tiltrukket af nogen eller noget, eller frastødt – eller måske endda bare er helt ligeglade?

Jeg undres også over hvordan moden skifter. Jeg er klar over at det er et smart trick for at sælge mig nyt tøj, nyt hår , nye sko og nyt tilbehør – og at det handler om at gøre det umuligt for mig at bruge det fra sidste år… eksempelvis er det smart at lade bukserne gå fra stramme til vidde, for så kan man ikke genbruge… den anden vej er straks værre (for dem der vil sælge) for så kan du jo bare sy bukserne ind…

Hele tiden nye mystiske snit, nye mere eller mindre uheldige frisurer der alle sammen ender med at være smarte fordi tilpas mange gør som de andre og derved vænner vi os til det, og når vi har set det tilpas meget er det rart, og derefter smart…

MEN, har du kigget i dit familiealbum for nylig?? Og set hvordan du så ud for 10 og 20 år siden? – MILDE moster…. Jeg har da nok lige et par billeder hvor jeg tænker at det var heldigt at jeg gik under betegnelsen ”smart” for som jeg ser det nu, er det bare mærkeligt.

Man kan undres over meget. Ikke alt er lige opmuntrende. Jeg undres over ligegyldighed, over skrald på fortove og veje, over energispild, madsvineri, egoisme (og her mener jeg både den egoisme der hedder ”du har mere end mig, hit med noget af dit” og den egoisme der hedder ”det er mit, skrid!”) – jeg undrer mig over at der findes afstumpede børn – børn der mishandler dyr og hinanden. At de ikke, hjemmefra, har lært hvordan man behandler andre, at det ikke er sjovt at se andre lide, og jeg kan græde over de er så følelseskolde, for det tænker jeg , betyder at de ikke har lært om kærlighed på den måde det skal læres – nemlig ved kram, tryghed og anerkendelse. Det undrer mig at der findes forældre der mener at dén opgave tilhører samfundet.

Jeg undrer mig over universet. Over hvordan kloden kan være så rund, at vi ikke føler at vi er på hovedet, når vi er det, at Solen er så varm, at universet ingen ende har, at vi tror vi ved det meste, at vi er så udviklede som vi er, og at vi stadig ved så lidt.

Jeg undres over at jordbær er så røde og appelsiner så orange, når begge er planter der bare har fået vand… tænk at alt den information om hvordan de skal se ud og smage har ligget i de små kerner??? Det er da for vildt!

Jeg undres over at det var nødvendigt for mig at skrive alt det her… lige midt i morgenmaden med Chris Rea og ”driving home for christmas” på julespillelisten og stearinlys på bordet… måske var det bare med tankerne på en god veninde der er gledet helt ud af mit liv  der startede hele tankerækken– jeg undrer mig nemlig over hvorfor… Men nu er den også plantet hos dig, og lur mig, om du ikke undrer dig bare lidt næste gang du sætter tænderne i et stykke frugt….

Jeg er tilhænger af grinet, og mener klart at vi skal bruge smil og latter så meget vi overhovedet kan!

Og af den grund kom jeg til at lave en figur på facebook….(på et page der hedder “Mette Bloch”) der er dum som et bræt, og som tror hun er kendt…

Så hvis du har lyst til at grine lidt, måske af mig? så er du hjertens velkommen…. knock yourself out, som man siger! – der er 60 videoer at ta’ af!

Hvad har vi nu her? Well, linket ovenfor er en sang… og den er til dig, så du har noget at lytte til mens du sidder og arbejder. Det er en gammel kending, men det bliver den ikke dårligere af.

Og vær ikke bekymret for ophavsret, det er en version jeg selv har indsunget sammen med Charles Pierre. Per Nielsen er på trompet.

Godt forår til dig!!!

Fik du set “For lækker til love”? Et program hvor singler, der selv mener de er meget meget lækre, forsøger at finde kærligheden?

Hvis ikke, så fortvivl ej… På linket nedenfor finder du en facebookside men en masse videoer i samme stil. Se dem endelig fra starten af (nedefra) ellers kan du ikke følge med i historien!

LINK TIL VIDEOER

Så sidder man der en stille morgen og læser om en af de mest latterlige mænd i verden… Muammar Gadaffi… Det meste af hans land er ved at falde fra hinanden, folk kan ikke døje synet af ham, og alligevel siger han at alle elsker ham og at han elsker alle… hvad sker der lige for ham?

Er han offer for den samme latterlige kamikazebacille som jeg selv? – den bacille der lokker den inficerede til at ønske at være elsket, især af dem der IKKE er vilde med én?

For sådan har jeg det, for det meste. Især når det gælder kærlighedsrelationer til mænd. Jeg er til tider overordentligt besværlig for de søde, gode og dejlige mænd, men kommer der en tosse der er lettere afvisende, spiller hard to get, eller slet og ret bare overhovedet ikke mener at jeg er noget for ham, så bliver jeg sådan lidt spids og irriteret og tænker, hvorfor fanden er han ikke vild med mig? Hvad syns han der er galt? Hvis bare han kendte mig lidt bedre, så ville han opdage at jeg er det sødeste menneske han nogensinde er stødt ind i… (so to speak)

Er det ikke bare åndssvagt? Jeg syns’ det faktisk… og derfor er jeg gået i træningslejr. Jeg vil øve mig helt vildt i at holde mig væk fra den slags tidsspilde. For det eneste jeg får ud af det, er jo at jeg bliver ked af det.

Desværre viser det sig ofte, at disse mænd, som mig, også har en agenda… de er vilde med, at jeg kan li’ dem, så hvis jeg giver op, så smider de lige en gang madding for at holde mig til ilden. Det kan jeg ikke klandre dem for. De gør hvad der får dem til at få det godt med sig selv, men at jeg bider på!!! DET må stoppe.

Vel vidende at kemi styrer ikke bare en del, men hele lortet for mig, så vil jeg øve mig i at lade den styre, men ikke overstyre… jeg vil prøve at give dem der gør sig umage en chance, i stedet for at forsøge at lære dem der ikke gør noget, at gøre sig umage. For hvem er jeg til at bestemme over andre? Jeg kan forsøge at ændre min egen adfærd, men andres skal jeg lade være.

Hvis jeg er dygtig, så lærer jeg det. Og så kan jeg erkende hvornår det er en kamp jeg ikke skal være deltager i. Jeg vil lære at bukke og sige tak for kampen og gå væk uden at føle at jeg har tabt.

Og alt imens jeg skriver det her sidder jeg med øjenbrynene helt oppe i panden og tænker ”right, honey… as if!!” – suk… der er nok lidt vej endnu!

Hvad er forskellen på god og dårlig kundebetjening? Her er 3 cases – 3 metoder.

For det første er der en del firmaer der har den frækhed at kalde det de leverer (eller ikke leverer) for service…  service kræver vel egentlig at der er noget service? Ellers er det bare ligegyldighed. For det andet – ja der er egentlig ikke noget for det andet, end lige det faktum at jeg er TRÆT af at få at vide at alle de latterlige taster jeg skal trykke på for at komme igennem til et ægte menneske når jeg ringer til eksempelvis Falck, det er for MIN skyld og at det forkorter ventetiden…?? Det er skide frustrerende at skulle taste sig igennem mindst 4 menuer, abonnementnumre og pis og papir, for oven i købet at få spildt sin tid med et tilbud om at være med i en kundeundersøgelse som man også lige skal taste lidt til… så Falck – sig det som det er: ”For VORES skyld, så VI ikke skal tale alt for meget, så skal DU bruge tid på at taste lidt…” – mere fair forklaring….

Men ikke nok med at jeg havde det uheld at jeg skulle tale med Falck – jeg var endnu mere uheldig og skulle have leveret noget fra TNT. Et firma med et slogan der hedder ”sure we can” – helt helt ude af trit med virkeligheden hvor jeg kun er blevet mødt med, NEJ, det kan vi ikke… Situationen er at jeg skal have leveret nogle bøger. De er blevet sendt fra et trykkeri i Jylland og skal ankomme på min adresse den. 24. Februar.

Jeg ringer til TNT og oplyser mit pakkenummer og hører hvornår på dagen jeg kan forvente pakken. Damen fortæller mig at mit pakkenummer ikke eksisterer, og de i øvrigt ikke kan opgive et tidspunkt med mindre pakken er sendt express. Jeg fortæller at det ved jeg jo ikke noget om, da det ikke er mig der har sendt den, og om de ikke nok kan give chaufføren mit nummer så han eller hun kan ringe en halv time før de er her. NEJ bliver der sagt, det kan vi simpelthen ikke, med mindre den er sendt express, hvis dog bare jeg havde valgt dét, så havde der ikke været problemer og jeg kunne endda have fået levering inden 9 om morgenen, inden 10 og så fremdeles…

Jeg sukker og siger farvel… ringer til trykkeriet og spørger hvorfor min pakke ikke kan findes. De fatter ingenting, for de har nemlig fået den afhentet dagen før… Trykkeriet, Nørhaven, er dog noget mere oppe på dupperne og siger at de straks vil efterforske sagen og give mig besked.

Kort efter ringer de og fortæller at pakkesedlen var forsvundet fra pakken og at TNT beskyldte trykkeriet for at have sat den fast på en falsk måde… – Det er der jo sådan set ikke noget at gøre ved nu, pakken var fundet, og på vej… Jeg siger til Nørhaven at jeg ville ønske de havde sendt den express, for så kunne jeg jo have fået et tidspunkt for pakkens ankomst i stedet for som nu, at skulle sidde fra 8-17 og vente.

Nørhaven informerer mig om at den skam ER sendt express, så det forstår de ikke noget af…

Nørhaven ringer nu igen til TNT og spørger hvornår min pakke, der som expresspakke, allerede er godt forsinket, vil ankomme… Det ved TNT ikke noget om… den har jo været væk, og det er ikke TNT’s skyld… så pakken kan ikke forventes før næste dag.

Næste dag, sidder jeg så og venter… Nørhaven har været i kontakt med TNT flere gange, og nu kan de ikke ringe og give et leveringstidspunkt selvom pakken er sendt express… det er et princip, siger de.

Nørhaven ringer igen og igen og informerer om at det er vigtigt at pakken er der inden klokken 14.30, for der går jeg! – det kan TNT ikke tage sig af. At deres expresspakker er et døgn forsinket og med en ”yes we can” løgn som dødvægt er de fløjtende ligeglade med… der er principper og regler, og selvom de selv flopper BIG TIME, så er det dig, som kunde der skal lide… for hvis deres bibel siger at man ikke kan få en opringning, så kan man ikke!!!

Nørhaven ringede til TNT 4 gange og tigget dem om at yde den simple service at ringe nu da expresspakken er et døgn forsinket, men det ville man ikke… Tak, til TNT… jeg foreslår et nyt slogan: ”No we can’t”

Skal det så bare være dårlige historier det hele? GU SKAL DET EJ!

Der findes et firma her i landet der er helt unikt. Firmaet hedder anyMAC (prøv du bare at google dem…) og DE ved hvad kundeservice er!

Første gang jeg ringede var det med lidt spørgsmål omkring skiftet fra pc til mac. Jeg blev guidet med gode råd og fif, og telefonen blev i øvrigt taget med det samme.

Jeg skiftede hardware, og software, og pludselig så jeg mine kontakter og kalenderaftaler drysse ud af min telefon og min nye mac… Alt var ved at blive slettet fra den server jeg har alle mine oplysninger på!!

PANISK og med grådkvalt stemme ringede jeg til anyMAC og spurgte hvad jeg skulle gøre… Et øjeblik, sagde Charlotte fra anyMAC – og da hun kom tilbage igen spurgte hun hvor jeg boede, for så ville Mikkel, en super dygtig tekniker, være på vej.

Mikkel kom på besøg og forsøgte at redde mig, men desværre var det for sent… Jeg fik noget vejledning i hvad jeg skulle gøre fremover og et råd til hvilket program jeg skulle bruge for at få det hele til at fungere.

Da jeg et par dage efter modtager det program jeg skal bruge, med posten, ringer jeg og spørger anyMAC om de ikke lige kan hjælpe mig med at installere… det kan de godt. Jeg logger på et remotesystem og Mikkel sidder i den anden ende af Storkøbenhavn og installerer og gør ved..

Mine data er blevet reddet fra serveren så mine data dukker op på skærmen igen! HURRA! Tænker jeg… jeg er reddet…

MEN det viser sig at være et program jeg ikke kan li’ jeg har købt… så jeg googler og finder en finte, tror jeg, til hvordan jeg få det nøjagtigt som jeg vil have det på mac’en… Jeg mailer Mikkel linket og spørger om det er noget han har erfaring med. Mikkel bruger nogle dage til at undersøge og teste, og til sidst logger han igen på min computer og laver det hele…

Undervejs i forløbet har jeg kvajet mig, jeg har været i tvivl, jeg har spurgt dumt og alt muligt andet… for at gå fra pc til mac er som at starte i børnehaveklasse igen… Ikke ÉN gang har jeg oplevet at blive talt ned til, at blive afvist eller behandlet dårligt… Der er hjælp MED DET SAMME og du bliver taget alvorligt og bliver behandlet som om du er den vigtigste kunde de nogensinde har haft…

Hvis bare alle firmaer var som dem, så ville det vel nok være let at bruge ordet service!

At nogen i ramme alvor ville tale om ”kvindekvoter” i dansk erhvervsliv…

Men nu er den her, debatten… for fuld styrke igen. Og grunden til at jeg siger igen, er fordi jeg kan huske at jeg, tilbage i 86’ (ja, venner det ER lang tid siden) blev spurgt om jeg mente det var en god idé at indføre kvindekvoter i DIF da de fleste ledere indenfor sport, er mænd.
 

Jeg svarede dengang, som jeg også vil gøre nu at jeg PÅ INGEN MÅDE vil vælges på baggrund af mit køn, men fordi jeg er mest egnet.

Jeg føler mig krænket og nedværdiget i stærk grad, bare ved tanken… Jeg vil da ikke have et job fordi ”vi skal jo ha’ en kælling med” – jeg vil vælges fordi mine faglige kvalifikationer gør, at de ikke kan lade være.
 

Jeg ved godt at diskriminering slet ikke er det der er tilsigtet, men det er dét jeg føler.
 

Jeg takker de gode gamle rødstrømper for al den larm de lavede så vægtskålen blev tippet, men der må være en kant.

Der er kvindeløb, kvindegrupper, kvinde mig her og dér – og jo, kvinder er fantastiske, men det er mænd også. Jeg er træt af kønstyraniet, at man bruger sit køn som våben til enten for eller imod – i stedet for at tale om det det i virkeligheden handler om, nemlig kvalifikationer og effektivitet.

Kvinder har i mange år gået med brystet skudt frem og talt om stærke kvinder, powerkvinder, kvindesammenhold og kvindedebatter – hvad havde vi, som kvinder, ment hvis mændene havde gjort det samme? Talt om stærke mænd, powermænd, mandesammenhold og mandedebatter?
 

Jeg tror vi var blevet sure og havde brokket os over mandchauvinisme og deres indskrænkede måde at hylde deres eget køn på.
 

Derfor mener jeg at det må stoppe. Hold op med at ynke mig ved at give mig en kvote.

Jeg vil aldrig vide om jeg er valgt fordi jeg er god, eller om det er fordi det er synd for mig og at vi jo skal fylde holdet op med lige mange af den ene og den anden slags.

Som når jeg stod og skulle vælges til rundbold, og en eller anden forbarmede sig og valgte mig bare for at jeg ikke igen skulle stå tilbage som sidsten, igen.
 

Hvis det havde været vigtigt for mig at blive valgt først, så kunne jeg have trænet mere rundbold.

Så ville det give sig selv – måske ikke lige med det samme, men min ihærdighed, præcision, dygtighed og stabilitet ville på ét eller andet tidspunkt være så markant, at jeg ikke var til at komme udenom.

Det er sådan jeg vil vælges, ikke på medlidenhed, tak!
 

En sund og dejlig idrætsgren er ved at blive flået i stykker, og af hvad?

GRÅDIGHED!

Det handler ikke om at vinde æren og værdigheden, det handler om mange millioner og det er efterhånden så korrupt at ikke engang de dopingsyndere der bliver knaldet, forstår at de har gjort noget forkert.

Kun i cykelsporten og på legepladsen holder argumentet: ”jamen alle de andre gør det også!”

Hvorfor sætter man ikke bare farten lidt ned og forkorter etaperne i Tour de France? Så det er muligt at gennemføre med den mængde blod, i den tykkelse det var meningen kroppen skulle have?
 

Ville duellerne blive mindre spændende? – det tror jeg faktisk ikke.

Der vil være snyd og svindel i enhver sport der har årslønne der let river sig op over 50 millioner om året! Og det er ikke kun ryttere, trænere og ledere der har et moralsk problem. De sponsorer der pumper penge i, de tv stationer der støtter og de mange der ser det er med til at holde løgnen i live.
 

Jeg læser mig til at der nu er blevet et nyt hyldest show, ”Danish Bike Awards” hvor der blandt de nominerede er en dopingsynder og en mistænkt… At det kan lade sig gøre at fylde en bygning med folk der klapper med, er ud over min forstand.
Hvis opmærksomheden, pengene og støtten forsvandt med dopingdommen, så tror jeg at folk ville tænke sig om en ekstra gang. Måske ville det, for den svage sjæl, også være lettere at sige fra!?
 

Og de der ikke mener det er slemt, eller særlig meget snyd, ville de mene at det var fair at en Ferrari stillede op mod en standardvogn til et motorrace? Nej vel? Der er for stor forskel. Den enes motor er for stor, så konkurrencen er unfair.

Nøjagtigt som hvis man pumper sig med EPO, anabolske steroider, benytter sig af bloddoping, astmamedicin (uden at have astma) – eller hvad opfindsomheden ellers byder de der ikke kan, med mindre de får en forlomme, støttehjul, et lille skub og i pant afleverer al den moral og etik jeg VED de har gemt derinde et sted….
 

Hvis jeg skulle være med til at skabe et parti skulle de hedde ”De glimmergrønne”

– glimmer fordi det som prismer har alle farver og derfor ikke er styret af skulle vælge mellem rød og blå, og grønne fordi grøn for mig står, ikke alene, for at behandle vores planet ordenligt, men grøn er også vækst, både som mennesker og samfund.

Grøn er håb, respekt og forståelse jeg gerne vil slå et slag for.

Jeg ville fortælle hvad jeg ville bidrage med, og ikke hvad alle de andre gør forkert.

Jeg ville tage ansvar for mig selv først, og derefter forsøge at hjælpe dem der har det svært.
 

Jeg ville også have dilemmaer! – for hvad gør jeg, når jeg er imod krig, men også imod at lade sig invadere? – Jeg går ind for forskellighed og vores ret til at være og følge den kultur der passer til os, men jeg er imod at folk stenes, skydes, sprænges i luften og undertrykkes.
 

Jeg går ind for traditioner, men er imod at vi bruger traditioner som undskyldning for at mishandle dyr – i traditionens navn, her tænker jeg på tyrefægtning, hundekampe, hanekampe, bjørne”dans”, får der bliver smidt ud fra tårne, dyr der bliver flået levende og sæler der bliver tortureret ihjel.
 

Jeg tror på at mennesker gerne vil det gode. Men at nogen af en eller anden grund er endt i den forkerte køreretning. Deres desperate kamp for ikke at være forkerte kan desværre føre til at forsøger at gøre andre forkerte.

Jeg kunne tænke mig et samfund hvor de fik hjælp til få håbet tilbage.

Det ville være så fedt hvis vi havde et samfund hvor vi havde mere fokus på hvad vi gav end hvad vi havde krav på. Et samfund hvor det kun var dem der reelt havde brug for børnecheck og folkepension, rent faktisk fik den (og så måske lidt mere?)
 

Et samfund hvor det kunne betale sig at arbejde mere og hvor jeg ikke skulle høre en ven udtale: ”Jeg har sagt nej til den forfremmelse jeg fik tilbudt. Jeg ville godt nok stige i løn, men topskatten ville æde det meste og jeg ville stå tilbage med håndører til forskel, til gengæld mere ansvar og ingen mulighed for afspadsering… hvordan skulle jeg kunne forsvare det overfor min familie?”
 

Earl Nightingale fortæller på et cd sæt der hedder ”Lead the Field” om et ungt par der flytter til en ny by. De sidder på en café og taler, og manden udtaler: ”hvorfor er der ingen der vil give mig et job, her?” – en ældre herre der overhører det undrer sig og bryder ind med et spørgsmål der ændrer alt for den unge mand: ”Hvilken service, kunne du tilbyde, som folk omkring dig ville være villige til at betale for?”
Manden startede samme dag en lille ”car wash” ude foran huset. Han var venlig, han var glad, han var flittig og han gjorde et godt stykke arbejde. Og snart havde han masser af kunder. Han havde et job.
 

Jeg kunne godt tænke mig mere af den slags adfærd. At vi giver før vi tager. At vi tænker på hvad vi kan yde i stedet for fluks at tænke på hvad vi har krav på.

Jeg tror ikke at et ego er en dårlig ting. Et ego er et drive og en maskine der konstant driver folk fremad, men det skal styres så det ikke bliver til grådighed af den slags der går ud over andre.

På spørgsmålet om hvorfor de er så meget krig og ufred i verden siger Dalai Lama: ”Greed my dear… greed….”
Grådighed er ikke det samme som succes.

Der skal være plads til succes. Plads til dem der skriver den rigtige sang på det rigtige tidspunkt, køber den rigtige lottokupon, vælger en uddannelse der får dem verden rundt i deres drømmejob, kæmper sig til -eller er heldig at ramle ind i succes. Det er jo de flestes drøm at have succes når alt kommer til alt.

Hvis de glimmergrønne blev en adfærd og ikke bare endnu et politisk våben, så er jeg sikker på at vi ville få et samfund med flere smil, færre afbrændte biler, flere i arbejde, sikrere natteliv, bedre uddannelsesforløb og større velfærd og velstand.
 

Det var sådan set ok, for jo, jeg havde ændret firmastruktur, og tingene skal jo passe.

Beløbet havde jeg heller ikke noget at indvende imod, indtil jeg så at jeg var blevet tillagt et ”opkrævningsgebyr” på 30 kroner.
Nu er jeg normalt ikke en der flipper ud over små beløb, men princippet i at jeg skal opkræves et gebyr, for ingenting, det pisser mig i dén grad af….
 

Kunne du finde på at have en butik hvor kunderne selv kommer ind, og når de så skal betale for varen, så siger du: ”det bliver XXX antal kroner, og så lige 30 kroner ekstra for at få lov til at betale” – ???? – det er simpelthen under lavmålet!! ”fakturagebyr” ”opkrævningsgebyr” – det er jo ½ rykkergebyr bare for at FÅ LOV til at betale???
 

Jeg ringede selskabet op og spurgte hvordan hulen det kunne være og de fortalte at det jo var gratis hvis jeg betalte over PBS…
 

Jeg forstår simpelthen ikke at store virksomheder, der i forvejen sparer så meget på det de har frækheden til at kalde ”service”, og slæber mig igennem 800 åndsbollede tastemenuer på telefonen, oven i købet vil være bekendt at tage penge for at tage penge.
 

På mig virker det grådigt, manipulerende og uetisk. Jeg tror ikke jeg vil melde den til PBS. Jeg tror at jeg næste gang jeg får et girokort vil dukke op på deres adresse med de små 7.000 kroner i 50 ører i en sæk. Stille dem på bordet i receptionen og sige: ”Jeg har tilladt mig at trække de 30 kroner fra da jeg jo ikke betaler over giro, men kontant”
 

Gad vide hvad der ville ske hvis vi alle sammen gjorde sådan? Kan man virkelig tillade sig at tage penge for at sende en faktura? Har man ikke krav på at få en faktura når man har købt et produkt? Hvornår har du sidst hørt din lokale kassedame i supermarkedet sige: ”vil du have bonnen med?  For så bliver det lige 2½ kr. mere”
 

Opfindsomheden er lidt for listig, og sammensat med et ufatteligt lavt  serviceniveau, så syns’ jeg lige de skulle tænke sig om!
Jeg kan love at der aldrig kommer ”fakturagebyr” eller ”opkrævningsgebyr” i min butik

– uanset hvordan du så betaler. 
 

– Guderne skal vide at det er sådan mange af mine historier starter…. For det var jo ligesom dét jeg gjorde i rigtig mange år… og sådan starter denne her historie også. For at du ligesom kan få den dér ”det er som at være der selv” følelse, slutter jeg dette indlæg af med en opskrift – hvad du får ud af den, og hvad det er for en opskrift får du forklaringen på her.

Altså, jeg var engang på en træningslejr i Sarnen i Schweiz. Et forholdsvis kedeligt sted hvor der ikke sker en skid, men søen er fantastisk og jeg var der jo for at ro.

Jeg var ikke en rig roer, den slags findes nemlig ikke, så jeg havde fået lov at bo hos den Schweiziske landsholdstræner, en New Zealænder der hed Harry. (læg i øvrigt lige mærke til hvor mange ”w’er” og ”z’er” der var i den sætning… helt vildt, ikke?)

Nå, men Harry var en sød, dog meget kort, mand der havde problemer med sit kolesteroltal. Derfor bagte han altid de brød og kager han skulle have efter en særlig ”low cholesterol diet” bog. Én af de ting han diskede op med en dag var nogle muffins som jeg blev helt vild med. Jeg tog opskriften med hjem og de blev bagt fra tid til anden.

Senere på året skulle jeg på træningslejer dernede igen, boede igen hos Harry der nu bare hed ”Muffy” – og jeg havde taget et par af de tunge herreroere med… De var glad for de muffins, var de…. Så vi bagte dem hver dag.

Det er der jo i og for sig ikke noget galt i, problemet er bare, at man ved store indtagelser af nævnte produkt, fiser helt ufatteligt meget OG at det lugter så dårligt at det nærmest afsyrer døre… Faktisk var det så slemt at vi alle forsøgte at gemme os under hver vores dyne når vi skulle sove, for én ting er egen fis, men de andres vil man egentlig gerne undvære… Jeg forsøgte at holde vejret og tænkte at det måtte være muligt, en og anden HAR jo, på en måde, holdt vejret i 9 stive måneder for meget længe siden… men det var umuligt, og til sidst måtte jeg flygte ind i stuen fordi det var så slemt.
 

Vi holdt igen med de olme muffins resten af turen, men jeg skrev mig bag øret at de her muffins kunne bruges til noget… Jeg har med stor succes serveret dem for venner og bekendte der helt uvidende om konsekvenserne har indtaget indtil flere af dem for senere på dagen at ringe og sige at den da er helt gal med ”mavsen” i dag… 
 

Jeg syns’ det er sjovt. Man får nemlig ikke ondt i maven, man fiser bare… JØSSES hvor man fiser… og det lugter virkelig dårligt….
Så hvis du vil lave lidt fis (so to speak) med kolleger eller familien, give en ”gave” til børnehaven eller noget, så får du lige opskriften her:

2 små æbler snittet i fine tern
1½ tsk. kanel
2 håndfulde hakkede mandler
2 æggehvider
2 tsk. Bagepulver
½ glas æblemos (hvis din æblemos er sukkerfri, så 1 tsk. Vanilliesukker)
Lidt mælk
Ca. 250 gram havreklid.
 

Bland hele molevitten – massen skal være klæg… smid det i muffinforme og bag ved ca. 180 grader i 20-30 minutter, eller til de er gyldne på toppen…
Dine muffins vil være MEGET klistrede i bunden og du tror de ikke er færdige, men det er de… og de virker! – de smager klart af mest når de er kolde, i øvrigt… Enjoy! Og held og lykke med din practical joke!

Jeg har fået mit ”nem id” – og jeg hader det allerede. Det er nemlig ikke nemt, det er pisse besværligt og så skide uigennemtænkt at det burde være legalt at stikke en håndmad til klovnen der har fundet på det.

Hvem i helvede er det der har ment at det var en fin idé at sende flere millioner breve ud til folk med et lille åndsbollet stykke papir fyldt med koder? Og HVORFOR?????

Jeg talte med min bank om det, jeg var nemlig på netbank og skulle åbenbart tvinges til at oprette mit ”nem id”. Udover cpr nummer et ”nem id” nummer OG en personligt valgt kode der skal indeholde tal og bogstaver, så skal man også have det lille stykke papir ved hånden HVER gang man skal betale noget så simpelt som en regning på nettet.

Jeg gik forholdsvis amok over konceptet og spurgte derfor om man kunne melde sig ud af det der ”nem id”… men det kunne man ikke.
Den meget tålmodige og venlige dame forklarede at det smarte var at man havde en kode man selv havde valgt, som man skulle huske OG en kode man skulle taste fra papiret. De to ting sammen gjorde det umådeligt svært at hacke konceptet.

Æææeehh…. Nu mener jeg jo ikke at det at skulle sidde og spille bingo ved at finde talkoder og taste dem ind, fra et stykke papir, gør noget sikkert… hvorfor ikke bare sige til folk at de skal huske to koder? Vi husker jo alligevel et hav af koder fordi vi, som det eneste land i verden, ikke kan få lov til at vælge vores egen pinkode på kreditkort.

Hvorfor skal jeg sidde med et kort, der kun virker 150 gange, et kort der kan blive væk, et kort der indeholder tal der er forskellige og som ikke er spor hemmelige når jeg sidder med kortet i hånden? HVORFOR KAN JEG IKKE BARE VÆLGE ÈN PINKODE SOM DU’R HELE TIDEN????

Jeg hader hader hader når staten SPILDER mine penge på lortekoncepter de stopper ned i halsen på mig som en mæt gås der skal leversmadres.

Det er IKKE ”nem id” det er en LORTE id….

Om’er for fanden, og gør det rigtigt næste gang!

Hvad sker der for skandaleliderligheden pt. på BT? (et lille ordspil for at lette stemningen)
 

Halvdelen af avisen er fuld af oplysninger om den farlige bombemand og hans fortid… overskrifter som ”tegnede til digtsamling” – øhh JA, ligesom 10 andre børn… og en anden, ”byggede bro på studiet” – også interessant og mega underligt at han kunne finde på at bygge en modelbro sammen med andre arkitektstuderende på sit studie?!
 

Tonsvis af ligegyldigheder pyntet på af sensationshungrende overskrifter…
Forsiden hed ”BESAT AF HAD” – bygget på teorien om at han er vred og bitter over at have mistet højre underben efter at have trådt på en landmine… Jeg var sgu nok også blevet rimelig piss’ed over at opleve det samme, men at koble det sammen som et direkte link til et virkelig dårligt udført bombejob er måske at gå lige over stregen.
 

Det er som om det kun er fedt når der sker noget vi kan vride til en skandale. Sandheden er at vi har det meget godt her i Danmark og at avisens forside 9 ud af 10 dage hedder noget i retning af ”10 kosttilskud der virker” eller ”sådan forbygger du demens”.
 

Jeg kan godt se at det er lækkert at der endelig kommer noget at savle over, men i den grad? Kan vi ikke blive enige om at folk der har leget med fyrværkeri er kommet mere til skade end BOMBEMANDEN er?
 

Til de af jer der ikke holder BT kan jeg også informere om at der er en dobbeltside med billeder af Hotel Jørgensen hvor krudtet gik af – overskriften er her: ”En nat på hotel terror” – well, da ham der boede ovenover lokummet hvor bomben sprang ikke engang opdagede det eller spildte så meget som en enkelt dråbe kaffe, så er terror nok så meget sagt.. Men superfint at give hotellet så meget gratis reklame… En dobbeltside med billeder af værelser, reception og en enkelt dør ville ha kostet boxen hvis det ikke havde været for lidt hjælp fra en tjetjensk hotelgæst.
 

Jeg håber der kommer en god nyhed i morgen. En nyhed der er så god at den kan rydde forsiden og gøre mig glad i maven. Denne dag vil jeg smide avisen til genbrug hvor den, som eneste sted, kan gøre nytte.

Som en forsmag på stilen kan du på DETTE LINK se en kort intro til et foredrag og den måde det er bygget op på – det er dét du får, bare mere, større og sjovere.

Kender du det når du kender dit liv ud og ind og får lyst til at ryste posen lidt?

Gøre noget nyt og gerne uden at tænke for meget?
 

Som den der altid ridder dagen før der sadles gjorde jeg noget lynhurtigt. Jeg lejede Tivolis koncertsal til et show den 8. November og sagde ja til at optræde den 3. September på Zulu Comedy festival. Jeg har ikke noget program endnu, ikke nogen erfaring og ingen idé om hvordan det vil gå….
 

…Måske skulle jeg bare ha’ købt et par nye sko?

køb din billet her!

Men når det er sagt, så krummer jeg jo også tæer…. Får lidt dårlig samvittighed over at more mig over hvordan disse drenge og piger udstiller sig selv i et program der bygger på at man skal lyve og bedrage for selv at møve sig frem. Gratis drinks og høj musik er garanti for sex og ”backstabbing” og så er de castet så – hrmm… lad mig sige det pænt… – well, de har nok ikke bedt om at se et højt gennemsnit fra karakterbogen…
Men, men…. Disse mennesker har jo faktisk fået en gave af denne oplevelse i Mexico – (og nej, Amalie – Mexico ligger IKKE i Nordafrika uanset hvad din Iphone så siger….)

De er nemlig helt vildt egnet til at gå ind i politik… Jeg syns’ helt klart at den adfærd der viser sig på hotellet er fuldstændig ligesom at se politikere forsøge at lave alliancer i forbindelse med et valg… man fedter og kæler folk med hårene for at få dem over på egen banehalvdel og lige når man mindst venter det viser det sig at de har lovet nogle andre deres mandat selvom det kan forekomme helt og aldeles ulogisk rent politisk… Man vil simpelthen gøre ALT for at få en af de fine stole i salen på borgen, koste hvad det vil! Om der så skal kysses i krogen, knaldes i kosteskabet eller lyve så vandet driver….

Så med andre ord… måske skal jeg bare nyde det jeg kan og trække vejret helt ned i maven når jeg får det skidt over at Samanta ikke kan stave til ”genert” til en ”Miss paradise” konkurrence, at Claudia fuldfører ordsproget ”den der kommer først til mølle….” med ”?? Har det sjovest” og at der i det hele taget BURDE ha’ været nogle forældre der gav disse mennesker et vink med en vognstang om at det kunne være lidt risikabelt at medvirke i et sådan program – men selvfølgelig… hvis deltagerne ikke forstår et vink med en vognstang så er der kun en karriere som politiker at tage til takke med når den tid kommer… kan slet ikke vente med at høre valgprogrammet og håber inderligt at Amalie vil starte sin ministertale med sin glimrende udtalelse fra hotellet: ”Nu lever vi i år 2010 – havde det nu været år 2002 havde det været noget andet… årstiderne skifter hele tiden…”
 

Er der ikke en finanskrise i sigte, så kan man da bare mediehype det lidt, og så bliver der finanskrise. Det sælger aviser, og vi sværmer om det som fluer om en lort.
Tænk om nogen gad ofre lidt tid på at finde de GODE nyheder? Finde en ny lille ”Knut” der er nuttet – eller hvor mange har måske hørt, at sælerne Laura og Luffe oppe i Nordjylland blev forelskede og for få dage siden fik en lille plysset hvid lækker unge? – det sælger bare ikke. Jeg tænker, at det må derfor der findes så mange negative mennesker! 
Verden er, som man vælger at se den (i grove træk), så i går besluttede jeg mig for at lave et lille forsøg.

Jeg løber gerne dagligt, og gerne to runder på tre kilometer så jeg i alt har løbet seks. I går besluttede jeg, at jeg på første runde ville se efter alt det gode, jeg mødte, og at jeg på runde to skulle se efter alt det dårlige.

DET var en ny oplevelse! På min første runde mødte jeg tre kvinder med barnevogne. To af dem lignede nybagte mødre. De havde et dejligt smil, og en af dem grinte med sin mobiltelefon i hånden. Jeg tror, hun talte med sin kæreste…. Den sidste kvinde var en mormor eller farmor. Aldrig har jeg set et kvinde skridte en barnevogn så stolt af, som hun gjorde…
Jeg løb ud og ind mellem mennesker der forventningsfulde ventede på bussen – klokken var fire, og de skulle nok hjem til deres dejlige familier. Jeg mødte indtil flere løbende børn i højt humør, og et par gutter der sad på en bænk og fik sig en god snak over en øl.

På anden runde skete følgende: Jeg blev nødt til at løbe ud på cykelstien, fordi en eller anden klaptorsk ikke havde fejet ordentligt. Cyklisterne så pissesure ud over, at jeg løb der. Jeg gengældte naturligvis ansigtsudtrykket. Passerede en dame med barnevogn – den stakkel. Hun så helt bleg ud – helt sikkert et kolikbarn i den kasse der! Rundt om hjørnet fik jeg en våd sok, da jeg jokkede i en vandpyt og ved busstoppestedet måtte jeg give albuer, fordi folk tror, at ALT trafik kommer fra venstre mod højre, OG at fortovet er til at parkere sin fede røv på…
Lidt længere nede kom jeg til en udkørsel, hvor bilisterne er af samme mening. Jeg måtte slå hårdt på taget af en bil, da han var ved at brage ind i mig… (idiot!) Sidst på turen kom jeg forbi en bænk, hvor to sølle alkoholikere sad og suttede på en bajer – fuck hvor er det i øvrigt en lang og lortekold vinter!

Jeg må indrømme, at jeg efter løbeturen og et bad, besluttede mig for at løbe første runde to gange… hver gang…

Skal vi aldrig mere se en heliumfyldt stakatodukke flyve rundt med åben mund og overrasket udtryk i toppen af en flagstang?

– Åbenbart ikke…

Nu er der kommet en helt ny og fifi dukke til manden der har fået nok af alle formaningerne og bare vil have sex… og ret. Dukken kan programmeres så den kan li alt det DU kan li… for hun kan nemlig tale, kan hun… naturligvis ikke for meget, men lige nok til at du føler at du har forført hende på den helt mandhaftige måde…

La mig sige det som det er… jeg syns sgu det er lidt for underligt. Altså, det er jo fint hvis dukken kan hjælpe en socialforskrækket eller nervøs person der ellers aldrig ville komme i nærheden af noget iført neglige og åben mund – men til sådan helt almindelige velfungerende mænd er det vel lidt et overkill til det klassiske ”hand job”… eller hva?

Kunne han ikke bare købe en vante man malede øjne på og som via en lille chip og en højtaler stønnede ”ta mig! ta mig!!!!”mens han trak i elastikken… ville helt klart være billigere og lettere at stoppe i attachemappen end en 60 kilo tung 3 hullet pakkeløsning – også selvom vanten måske ikke kan konversere på det helt høje plan de reklamere med på hjemmesiden.

Hun kan nemlig tale om fodbold og biler!!! Som jo er kongeovervigtigt og sådan noget som man normalt konverserer med sin date om, hvis man er mand…

Måske fremtiden bliver at man skal bestille plads i baren for at få lov at sidde der som ægte fuldblodskvinde… ellers er pladsen optaget af en robot der venligt er udlejet af udskænkningsstedet for at tilfredsstille tabermændenes lyst til at forføre og score, med satatsgaranti. Måske vi vil se den moderne mand trille rundt med en anhænger med ”fruen” i når der er disket op til parmiddag hos andre der også har en ”kone” der ikke fryser selvom hun kun er i undertøj.

Helt vildt mærkeligt billede jeg fik på min nethinde der…..

Men, nuvel… nu ikke være snerpet, mig selv… det er jo skide godt hvis det kan tilfredsstille et indædt behov for at styre enhver samtale og enhver leg uden bøvl, brok, udfordring eller indlevenhed…

Personligt gider jeg ikke eje den mandeudgave der er på trapperne, ”Rocky”. For kan han ikke støvsuge, lave mad, rydde op, købe ind OG give mig ret, så kan jeg helt ærligt godt klare mig selv. 
 

Her havde man gået og være pige i 1.000 år, og så en to tryllestav, så er man en DAME! – og hvor skulle jeg dog bare ha vidst at det kun var starten…

Flere år efter vippede jeg kækt bukserne af en sommerdag og så ned på ikke bare blege, men også kuperede ben!!! ARGGHH!!!! Det der appelsinlort jeg havde læst om i damebladene (der var den DAME sgu igen…) Stille og roligt har tyngdekraften taget sit klamme tag i både ansigt, hårfarve, hud og deller… Helt, helt urimeligt når nu man ikke har bestilt det.. og hvad gør man så? Ja man kan jo selvfølgelig lade stå til og sige til sig selv at det er helt naturligt og leve med alt flapperiet… jeg er dog gået en anden vej. Jeg har besluttet at kæmpe hvor kæmpes kan!

Er derfor startet til noget behandling hos noget der hedder Bodyform i Hørsholm. Det er ikke for sarte sjæle, det siger jeg med det samme. Jeg troede jeg skulle til en form for konsultation, første gang jeg dukkede op, men nææææ nej!! Jeg blev fluks bedt om at smide tøjet… ALT tøjet… mens Inez, en kompetent dame kiggede, trykkede og nikkede og sagde lyde som ”aha!” ”Hrm hrm…” og ”ja så..” og sådan noget. Det var sådan lidt underligt… og det blev ikke mindre mærkeligt af at jeg bagefter blev bedt om at trække i en nylonstrømpe til hele kroppen… var helt vildt svær at vride sig i og aldrig har jeg følt mig så meget som en rekvisit i en sci fi film!!!

Men op på briksen med mig og så gik Inez ellers i gang med at STØVSUGE min deller!!! Det sagde ”SSCCLLLPPRRFTTTPPPTRRRT” hele tiden og føltes som om min hud var løsere end jeg huskede det… Inez siger at jeg er både glattere og lækrere efter ganske få behandlinger, så jeg ligger helt stille og lader hende suge alt det hun kan.

Midt i det hele kommer Sascha ind.. hun er kosmetolog og skal kigge på min ansigtshud bagefter… hun kigger kun meget kort på mig og siger ”jeg vidste det!” – HVAD? Ligger jeg og tænker… men Sascha har allerede analyseret sig frem til at det er det store slibegrej der skal fiskes frem for at kunne udrette et ansigt der har ligget i tusindvis af kilometer ude på en sø år ud og år ind….

Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg følte mig faktisk lidt yngre da jeg gik derfra… ikke erfaringsmæssigt, for der var jeg ældre.. men lidt som en DAME…. I ordets bedste betydning….

Glæden er derfor voldsomt stor hver gang en forside lyder noget i retning af, ”10 kosttilkud der virker” eller ”sådan bliver du juleklar” – det betyder nemlig at ingen har plaffet hinanden ned dagen før.

I dag var det gode råd om slankemidler der fyldte min avis.

Jeg har som sådan intet imod genveje til en slank krop. Det er en god idé at kickstarte et projekt med noget der kan få motivationen op at køre, og intet gør det bedre end hurtige resultater. Men MANNER hvor er det dog irriterende at der ikke bliver brugt mere krudt på at fortælle at den hurtigste og bedste måde at tabe sig på er at bevæge sig  (behøver sgu ikke engang være meget!) – og så holde op med at snolde hver dag! Man sparer oven i købet penge! Igennem tiden har mange kommet med bud på alt muligt knald som ”fedtenergiprocenter” og ”fedtforbrændingspuls” – alt sammen værktøjer der skal komplicere dét at tabe sig så dem der er for fede kan sige ”Nååårhhhh!!! Det er klart jeg vejer for meget, jeg har jo aldrig kendt til det med pulsen!!” – sandheden er, og det ER sandheden… MAN TABER SIG AF AT INDTAGE FÆRRE KILOJOULE END MAN FORBRÆNDER – sådan… nu har jeg sparet dig for mange formler og kringlede forklaringer. Jo mere du laver (og det må OGSÅ gerne være med høj puls) jo mere forbrænder du. Indtager du færre kilojoule end du har brugt på en dag, bruger kroppen af depoterne. Meget let, forbavsende let, faktisk. Og hvis man så udover denne viden er så smart at man begynder at indtage mad der holder blodsukkeret stabilt og sørger for at få både fedt, kulhydrater og proteiner, så er kroppen også gearet til at hjælpe med.

Mit bedste råd til dig der vil være lidt nytårslækkersmækker og eventuelt smide et par kilo er derfor: begynd at træne… bare lidt… et kvartér om dagen er fint at starte med. Drop slikket og kagerne – men lad være med at fornægte dig selv alt, så gider du ikke om et par dage. Spis fornuftigt, øs mad op ude i køkkenet, så skal du nemlig op og trave for at få anden portion og du tænker dig om.

God fornøjelse og hvis jeg nu får alverdens slankemiddelproducenter på nakken så er det heldigt at jeg er i form til at løbe fra dem ….

Jeg væmmes så meget at jeg var ved at kaste op da jeg så avisen i dag. Jeg fyldes med afsky og bliver så uendelig ulykkelig at jeg tuder…

Det er ikke fordi jeg er imod at vi bruger pelsen fra dyr der bliver aflivet. Det giver mening at bruge så meget som muligt. Men dyrene skal have det godt og skal behandles ordentligt. Og når de så skal aflives skal det gøres på en så nænsom måde som muligt.

Jeg er helt og aldeles modstander af at man opfostrer et dyr KUN for at flå pelsen af det – det er sygt og det er i mine øjne kun afstumpede og følelseskolde mennesker der kan finde på at gøre sådan noget. Lige så latterlig og ignorant er den kvinde eller mand der går ud og køber skidtet og dermed støtter dyremishandlerne i deres ”forretning” (læs: ondskab)

Men det er ikke bare de stakkels pelsdyr vi skal tænke på og passe på. Hvis vi alle sammen gad købe økologisk og gå bare en lille smule op i hvordan de dyr der leverer mad til vores bord har haft det, så ville tingene ændres. Hvis vi havde mulighed for at vælge mad der er opfostret og dyrket med kærlighed – så ville alle de onde forsvinde helt af sig selv.

 Jeg køber ALDRIG buræg, jeg køber ALTID økologisk mælk, kød og grønt – hvis det er til at få! (bliver hidsig når jeg ikke har valget!)

Jeg vil hellere undvære end nøjes. Og da det jo er dyrt har jeg valgt at jeg hellere vil spise kød og æg lidt færre gange om ugen end at støtte en grådig landmands systematiske plagen af sine dyr.

En gris skal ikke være fikseret og høns skal ikke stå så tæt at de ikke kan baske med vingerne. En ko skal kunne blive malket når den føler trang (nu dens kalv jo er blevet aflivet og derfor ikke kan hjælpe) og de dyr vi så vælger at spise skal aflives på stedet uden stress og jag. Og så skal pelsindustriens leveradører (dyrene) IKKE gå på tremmer uden bevægelsesmulighed!!!!!!

Skind fra en ko der har græsset mange år på marken og en tidlig morgen blev aflivet uden den opdagede det har jeg ikke de store problemer med. Det er logik at bruge dens skind nu den ikke er her mere. Men det svineri der kommer frem nu, her, lige dér hvor vi bor!!! Det er så skamfuldt og på linje med de sadister i østen der flår dyrene levende.

Føj for et syn på levende væsner og føj hvor vil jeg ønske at alle boykotter lige nu og her!

JEG ER MISBRUGER!!!!  I den grad, må man sige.

I øjeblikket er det løb jeg er afhængig af. Jeg kan slet ikke holde ud hvis jeg ikke holder min træningsplan og bliver decideret sur hvis jeg misser et træningspas. Men det er langt fra det eneste. Jeg er også afhængig af facebook som jeg er på op til mange, mange, mange gange om dagen (en smule pinligt og teenageagtigt…), og af kaffe (den gode fra ”Nespresso”) – og – nårhhh ja…. Afhængig af de der jordbærstænger fra Super Brugsen.

Og jeg kunne blive ved. Jeg er nemlig en af dem hvor lidt er godt, men mere er bedre. Det kan i sig selv lyde gustent, og det ER det!!! Jeg kan have glemt noget i en lang periode… men pludselig genfinder jeg det og så er jeg hooked. Så kan jeg slet ikke lade være og MISBRUGER den kulinariske ret, idrætten, manden eller hvad det nu måtte være. Kaster mig over byttet når jeg først har fået færten og er blevet fanget. Kan slet ikke styre det og misbruger så meget at der til sidst kun er en sølle knogle tilbage som jeg spytter ud som et rovdyr mens jeg bøvsende og nærmest med afsky nu er færdig med projektet, vender røven til og går.

I overført betydning, naturligvis.

Den eneste grund til at det ikke er gået fuldstændig galt for mig er at jeg, punkt 1, faktisk har en god portion selvkontrol siddende helt bagest i hovedet som jeg trækker frem når jeg kan mærke mine hjørnetænder vokse, og at jeg, punkt 2, faktisk er en bangebuks. Jeg tør slet ikke farlige ting og har aldrig haft lyst til at sætte liv og lemmer på spil, på nogen måder. Derfor har jeg levet et liv uden alkohol, stoffer, køreture i biler med sænket undervogn og en dræberbilist bag rettet og især sene gåture på mørke stier.

Men faktisk er jeg kommet til den konklusion at jeg er glad for indtil flere af mine afhængigheder… Min afhængighed af træning er god for mig. Den er kontrolleret, men dejlig. Min afhængighed af at være en god mor for min datter er helt uundværlig. Min afhængighed af pelsterapi (nus med mine Norske skovkatte) er jeg sikker på er afstressende. Min afhængighed af vand er i verdensklasse og så tror jeg faktisk at min afhængighed af at sove i bar røv er godt for min krop. – så jo, jeg er misbruger – men på den FEDE måde…

Jeg gjorde det fordi jeg var nysgerrig, og jeg er ikke engang sikker på at det er den rigtige vægt jeg har fået, for det er dælme svært at vide hvornår man kun vejer de to haggysacks og hvornår man også har overkrop og hoved med på vægtskålen. Men gjort er gjort og så ved jeg det.  Men helt ærligt. Jeg har et lidt anstrengt forhold til dem. De er fine og opfører sig pænt, det er ikke det – men jeg kan blive fuldstændig splitter ragende gal hvis jeg opdager at en eller anden nød står og stirrer mig ned i udskæringen. Her er de klart et minus, for jeg vil på ingen måder vurderes på baggrund af størrelsen på mine forlygter. På den anden side så er det mere end okay hvis en kæreste syns at de er topnice… Men så er det jo også en kæreste, og han har lov!

Nogen gange er de med andre ord i orden, andre gange bare i vejen!

For mig gælder følgende:

Fremmede folk, især mænd:

HOLD OP med at glo på mine bryster!!! Jeg HADER det og syns bare du er klam.

Kærester:

Husk at sige at det er de pæneste, sødeste og lækreste bryster i hele verden… uden tvivl, tøven eller noget!

Når man dyrker sport:

HOLD OP med at hoppe!! Jeg HADER det!!! Hvem fa’en er i øvrigt det fjols der har lavet sportsbh’er med facon??? En eller anden torsk der har siddet og savlet mens han har tænkt: ”man skal kunne se dine patter når du løber….” (idiot).

Når man ligger på stranden:

Lig pænt.. ikke??? Bryder mig ikke om noget der glider ud i armhulen… og på siden er det jo ligesom ikke bedre… (Her er formstøbte pvc skåle helt i orden)

Når jeg en sjælden gang har en smart kjole på og har gjort mig til:

NU må du gerne kigge… men kun diskret og ikke slesk…

Suk… bryster, forlygter, patter, balloner… De skal bruges i så kort en periode af ens liv, sådan helt praktisk, og så alligevel genstand for så meget postyr!

Se, alt det er jo ding-dong-dynamo… Men så skete det underlige… (vi udvekslede telefonnummer da det jo er fint at man kan få fat på hinanden hvis nu man er forsinket på vej til cafeen) ..han begyndte at sms’e. Ikke bare sådan noget med  ”hvordan går det?” næææ… det var ”jeg har tænkt så meget på dig, tænker du på mig?”  – Øhhhh??? Nej, det gør jeg så ikke, for jeg KENDER dig ikke… og du fortæller mig ikke et klap! – Lidt senere kommer der en opfordring til at daten skal flyttes til mit hjem og der bliver spurgt om vi skal knalde hvis nu vi har en go kemi… – det er så her jeg klodser bremsen og skriver at det nok ikke bliver til så meget med den date…

Hva fanden sker der oveni hovedet på sådanne mænd? Er det meningen jeg skal blive smigret over at én eller anden, jeg overhovedet ikke kender, syns jeg er sød og interessant og lækker før han ved hvad jeg hedder i virkeligheden? Skal jeg blive blød i knæene og invitere ham ind i mit hjem og smide tøjet bare fordi han siger det?

Jeg kan mærke at jeg skal af den side igen… orker ikke det overfladiske og den manglende evne til at resonere jeg desværre har mødt derinde… Meningen er jo lidt at man kan pejle sig ind på hvad man godt kan li og hvad man ikke er så vild med, fra starten af… jeg får flest breve fra folk der tydelig vis ikke har læst den tekst jeg har skrevet om ønsker og det modsatte… Vil gå ud i det virkelige liv med åbent sind og ønske det bedste i stedet… skal edder mam’e ikk’ knaldes af én smart fyr med rødvin under armen uden at have talt med ham først!

Når jeg mener race så er det sådan set ikke hunden jeg mener, så er det de folk der føler behov for at have sådan en hund. Dyr er her, når de har plads til at være her. Der vil altid være kamphunde fordi nogen syns’ det er supersejt at eje et væsen de kan skræmme andre med. Jeg køber på ingen måder den der med ” vi syns bare det er sååååå sød en race” – der findes mere end 800 racer!!!

Hvorfor så vælge den mest iltre dræbermaskine? Jeg tror at svaret skal findes i lavt selvværd. Ved godt at jeg kampfornærmer nogen ved at skrive det, men hvis man ikke selv har ret meget at byde ind med, så er det jo fedt at kunne hunse rundt med et væsen som alle andre er helt vildt bange for. Jeg har set dem gå rundt, de hundeejere… med deres kuli tæt indtil benet. Dér går hunden. Ofte ser den lidt skræmt ud og har halen helt nede og ørene tilbage. Min tanke er at den får en flad hvis den ikke makker ret. Hunden er oftest IKKE i snor.. det signalerer nemlig ENDNU mere magt… ”her går jeg… og jeg er farlig fordi min hund er løs… den kan bide dig i småstykker, hvis jeg siger den skal..” – hva fanden er det for en arrogant måde at gå rundt på? Det er IKKE sejt… det signalerer bare at her går der en lille og småfornærmet person der simpelthen ikke er stor nok i sig selv men har behov for en potensforlænger i form af et stakkels dyr.

Som midlertidig løsning kunne man jo gi hundene mundkurv på og så ellers forbyde import – og dog… helt ærligt ville det mest rimelige være at det var ejerne af hundene der fik mundkurv og snor på, men det ville der nok blive ballade over. For ærlig talt, hunden kan jo ikke gøre for at den er købt som skræmmemiddel og våben.

For ligesom at sparke det hele i gang kan du se et videoklip jeg har fået lavet – jeg lever af at være foredragsholder og det her er altså fra et foredrag for Silvan….

Mette Bloch

(du klikker på teksten ovenfor…)

Vi ses her på bloggen og på Østrogens hjemmeside: http://www.oestrogen.dk/Panel/Om panelet/Kvindepanelet.aspx

Jeg tror det startede med en eller anden der talte i telefon på Wall street… En anden kom forbi og hørte noget om ”break” og ”crises” og sendte straks beskeden videre hvorefter markedet begyndte sin stille tur i sænk…

Rygtet løb og i dagene efter blev det en selvopfyldene profeti… Jo flere der sælger, hurtigt, jo lavere bliver kurserne….det er lektion 1 på bankskolen.

Men sådan noget skidt breder sig jo hurtigere end pest i stiv sidevind…. Og alle der havde noget i klemme i på aktiemarkedet begyndte at sælge.

Når så man tillægger hele processen nogle sensationshungrene journalister der jo også er bange for at deres avis (og job) skal gå ned med flaget – så har vi en selvskabt krisespiral der kan køre LÆNGE! Alle skrev om krisen… vi blev fortalt at vi ikke havde nogen penge, at vi nok snart heller ikke havde noget job og at 2009 bliver et magert og fattigt år….

Helt ærligt… hvis sådan en krise skal stoppes… og dem der har store firmaer og gerne vil tjene penge var lidt smarte, så ville de jo handle anderledes! Den eneste måde at vende bøtten på er at sige det modsatte… HURRA krisen er ovre!!! Markedet er begyndt at vende, tilliden er tilbage til den Amerikanske dollar, det Engelske pund og alverden regeringer… For kun ved at holde hjulene i gang og købelysten ved lige får vi skabt økonomi..

Jo mere der opfordres til at spare, jo flere firmaer må lukke og jo flere arbejdsløse bliver der…

Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forstå hvorfor ingen tænker i de baner…

Hvorfor ikke opfordre folk til at købe aktiver når markedet dykker? Det er da det dummeste tidspunkt at sælge på?

Store overskrifter i aviserne hele november og december om krise og om små pakker under træet… men selv denne massive indoktrinering bed ikke på Danskerne der åbenbart som folk er klogere end de fleste…. For der var kø, var der… I alle butikker i 14 dage op til jul.

Og når jeg stod i køen kunne jeg godt høre at det ikke bare var en CD med Julio Iglesias på tilbud til en hel familie der skulle dække gaverne for i år… næ… der blev spurgt på Play Station 3, Nintendo wii, I pod, mini pc’ere og alt mulig andet… og det var ikke kun folk i pels med BMV og ratepension der spurgte på de sager… og man kunne se panikken i øjnene på de ansatte i butikken da de måtte erkende at de havde købt alt, alt for lidt ind…

Jeg elsker når et folk trodser en vejrudsigt fra de økonomiske meteorologer. Når alle siger op i r…. med det, vi skal sgu’ ha’ jul som vi plejer…. Det er jo noget der har givet visse butikker og virksomheder troen på at kunderne er der…

Hvis dog bare vi kunne få skabt en kultur hvor der var lige så godt avissalg i en god nyhed som i en dårlig. Så ville vi få alle de nyheder der kunne få smil på læben og optimisme i sindet… jeg vil høre om små isbjørne der har overlevet på trods af dårlige odds… om butikker der klarede den ved at tænke smart, om folk der er lykkelige og glade… DET er nyheder jeg kan bruge til noget.

– og nårh ja… ham der startede det hele med den der telefonsamtale på Wall Street? Han ved slet ikke at det er hans skyld… han talte bare med sin kammerat om sit forhold der var ude i noget turbulens…

Én fjer…. Og hvor mange høns?