Jeg har denne her følelse af kærlighed og had. Det tror jeg de fleste kender, men for mig kommer den kraftigt til udtryk for tiden…. Helt nøjagtigt hverdage klokken 22 på tv3. Jeg ser nemlig ”Paradise hotel”. I starten ville jeg bare lige kigge forbi og se hvad det egentlig var for noget, men så tonede dejlige Amalie frem på skærmen med den fine kommentar ”du ligner en russisk roulette!” og jeg havde nær sendt min aftenkaffe ud i lokalet af bare grin… Jeg rullede simpelthen rundt da den ene perle efter den anden blev rystet ud af den tynde kjole og har lært sætninger som ”jeg vil jo gerne ha noget bekræftning” og ord som ”personlighedsmæssigt” – med andre ord vrider jeg mig af grin dag efter dag når de unge mennesker helt ufrivilligt gir alt hvad de har og hvor ungersvenden Peter forsøger at give Amalie brandsår i underlivet ved at knalde hende i så højt et tempo at man ikke engang kan stampe i gulvet i takt….
Men når det er sagt, så krummer jeg jo også tæer…. Får lidt dårlig samvittighed over at more mig over hvordan disse drenge og piger udstiller sig selv i et program der bygger på at man skal lyve og bedrage for selv at møve sig frem. Gratis drinks og høj musik er garanti for sex og ”backstabbing” og så er de castet så – hrmm… lad mig sige det pænt… – well, de har nok ikke bedt om at se et højt gennemsnit fra karakterbogen…
Men, men…. Disse mennesker har jo faktisk fået en gave af denne oplevelse i Mexico – (og nej, Amalie – Mexico ligger IKKE i Nordafrika uanset hvad din Iphone så siger….)
De er nemlig helt vildt egnet til at gå ind i politik… Jeg syns’ helt klart at den adfærd der viser sig på hotellet er fuldstændig ligesom at se politikere forsøge at lave alliancer i forbindelse med et valg… man fedter og kæler folk med hårene for at få dem over på egen banehalvdel og lige når man mindst venter det viser det sig at de har lovet nogle andre deres mandat selvom det kan forekomme helt og aldeles ulogisk rent politisk… Man vil simpelthen gøre ALT for at få en af de fine stole i salen på borgen, koste hvad det vil! Om der så skal kysses i krogen, knaldes i kosteskabet eller lyve så vandet driver….
Så med andre ord… måske skal jeg bare nyde det jeg kan og trække vejret helt ned i maven når jeg får det skidt over at Samanta ikke kan stave til ”genert” til en ”Miss paradise” konkurrence, at Claudia fuldfører ordsproget ”den der kommer først til mølle….” med ”?? Har det sjovest” og at der i det hele taget BURDE ha’ været nogle forældre der gav disse mennesker et vink med en vognstang om at det kunne være lidt risikabelt at medvirke i et sådan program – men selvfølgelig… hvis deltagerne ikke forstår et vink med en vognstang så er der kun en karriere som politiker at tage til takke med når den tid kommer… kan slet ikke vente med at høre valgprogrammet og håber inderligt at Amalie vil starte sin ministertale med sin glimrende udtalelse fra hotellet: ”Nu lever vi i år 2010 – havde det nu været år 2002 havde det været noget andet… årstiderne skifter hele tiden…”



